Vandfase: den del af formuleringen, som består af vand eller ingredienser, der kan blandes med vand, såsom hydrolater, aloe, glycerin, visse ekstrakter eller vandopløselige aktive ingredienser.

Oliefase: den del, som består af olier, plantesmør, voks, estere, squalan, fedtopløselige blødgørende stoffer og aktive ingredienser, der opløses i olie.

Afsluttende fase: den fase, som tilsættes til sidst, normalt når formuleringen er kølet mere af. Den indeholder ofte konserveringsmidler, parfume, æteriske olier eller varmefølsomme aktive ingredienser.

Vandfri formulering: formulering uden vand. Eksempler: ansigtsolie, balsam, kropssmør eller olieparfume. Den har lavere mikrobiologisk risiko, hvis der ikke kommer vand i, men kan oxidere.

Emulsion: stabil blanding af vand og olie ved hjælp af en emulgator. En creme eller bodymilk er som regel en emulsion.

Gel: formulering med tykkere konsistens takket være et geldannende middel såsom xanthangummi, carbomer, alginat eller andre polymerer.

Tofaset: produkt med to synlige lag, normalt et vandigt og et olieholdigt. Det rystes før brug og er ikke beregnet til at forblive permanent emulgeret.

Procent (%): den tydeligste måde at udtrykke en formulering på. Hvis en opskrift indeholder 3% af en ingrediens i 100 g, er det 3 g. I 1000 g er det 30 g.

c.n. eller nødvendig mængde: der tilsættes kun det, som er nødvendigt for at nå et mål, for eksempel at justere pH eller fylde formuleringen op til 100%.

pH: mål for surhedsgrad eller alkalinitet. I kosmetik påvirker pH hudens tolerance, stabiliteten og virkningen af visse konserveringsmidler eller aktive ingredienser.

pH-interval: det interval, som formuleringen bør holdes inden for. Ikke alle konserveringsmidler, aktive ingredienser eller tensider fungerer godt ved alle pH-værdier.

Aktivstofindhold: den reelt aktive del af en råvare. Det er afgørende for tensider: to produkter kan virke ens, men have forskellig faktisk koncentration.

Anbefalet dosering: det normale anvendelsesinterval for en ingrediens. Det betyder ikke, at man altid skal bruge den maksimale dosering.

Viskositet: modstand mod at flyde. Et produkt kan være flydende, en letflydende gel, en let creme eller meget tykt afhængigt af viskositeten.

Vandopløselig: opløses i vand eller i en vandfase. Tilsættes normalt vandfasen eller den afsluttende vandige fase.

Fedtopløselig: opløses i olie eller i en oliefase. Tilsættes normalt olier eller emulsioner via oliefasen eller den afsluttende olieholdige fase.

Dispergerbar: opløses ikke fuldstændigt, men kan fordeles i formuleringen ved omrøring. Kan kræve suspension, geldannelse eller konstant blanding.

Solubiliseringsmiddel: ingrediens, som hjælper med at indarbejde små mængder fedtopløselige stoffer, såsom parfume eller æterisk olie, i en vandbaseret formulering.

Fugtbindende stof: hjælper med at binde vand eller forbedre følelsen af fugt. Almindelige eksempler: glycerin, propanediol og panthenol.

Blødgørende stof: giver blødhed, glid og komfort. Eksempler: vegetabilske olier, estere, squalan og coco-caprylate/caprate.

Okklusivt stof: danner en film, som reducerer vandtab. Kan være nyttigt i balsam, salver eller meget beskyttende cremer.

Kosmetisk aktiv ingrediens: ingrediens, som bruges for en bestemt kosmetisk fordel, såsom bedre fugt, glød, et fastere udseende eller komfort.

Konserveringsmiddel: ingrediens, som hjælper med at beskytte en formulering mod mikrobiel vækst. Særligt vigtig i formuleringer med vand.

Antioxidant: hjælper med at forsinke oxidation af olier eller følsomme ingredienser. Erstatter ikke et antimikrobielt konserveringsmiddel.

Chelator: ingrediens, som hjælper med at binde metaller i vand eller råvarer. Kan forbedre stabiliteten og understøtte konserveringen.

Tensid: ingrediens, som hjælper med at rense, danne skum, fordele fedt eller blande faser, som normalt ikke ville blandes.

Anionisk tensid: bidrager som regel med rensning og skum. Kan være mere eller mindre mildt afhængigt af sin struktur og den samlede formulering.

Nonionisk tensid: har som regel god kompatibilitet og en mild profil. Nogle bruges som rensestoffer, hjælpetensider eller solubiliseringsmidler.

Amfotert tensid: kan hjælpe med at gøre tensidsystemet mildere og forbedre skum eller tolerance. Kokosbetain er et almindeligt eksempel.

Kationisk tensid: har positiv ladning. Bruges oftere i hårbalsam end i showergel. Er ikke altid kompatibelt med anioniske tensider.

Primært tensid: det stof, som primært står for rensningen i en formulering.

Hjælpetensid: supplerer det primære tensid for at forbedre skum, viskositet, mildhed, udskylning eller stabilitet.

Samlet aktivstofindhold: vejledende sum af den aktive del af tensiderne i en formulering. Vigtig ved sammenligning af mildhed og reel renseevne.

Emulgator: ingrediens, som gør det muligt at forene vand og olie i en stabil emulsion.

Hjælpeemulgator: ingrediens, som hjælper den primære emulgator, normalt ved at forbedre konsistens, fylde eller stabilitet.

HLB: vejledende værdi, som hjælper med at vælge emulgatorer efter oliefasen. Nyttig, men erstatter ikke stabilitetsprøvninger.

Stabilitet: en formulerings evne til at forblive acceptabel over tid: uden at skille eller ændre lugt eller farve på en usædvanlig måde og med bevaret konsistens og sikkerhed.

Synerese: væsketab eller væskeudskillelse fra en gel eller emulsion. Kan tyde på manglende stabilitet, for mange elektrolytter eller utilstrækkelig geldannelse.

Opaliserende: let mælket eller perlemorsagtigt udseende. Det er ikke altid et problem; det afhænger af den forventede formulering.

GMP eller god fremstillingspraksis: et sæt arbejdsvaner til at fremstille systematisk, rent og reproducerbart og dermed reducere fejl og kontaminering.

Hjemmelavet parti: nummer eller kode, som viser, hvornår en formulering blev fremstillet, og med hvilke ingredienser. Det kan være så enkelt som dato og version.

Sporbarhed: muligheden for at se, hvilke råvarer, mængder og ændringer der blev brugt i et præparat.

PAO: holdbarhed efter åbning. Angiver, hvor længe et kosmetikprodukt kan bruges efter åbning, hvis det opbevares og bruges korrekt.

Challenge-test: faglig prøvning af konserveringssystemets effektivitet over for mikroorganismer. Den kan ikke erstattes af at se på, lugte til eller opbevare cremen i nogle dage.

Hjemmeudført hudtest: vejledende tolerancetest på et lille område. Kan afsløre tydeligt ubehag, men dokumenterer ikke fuldstændig sikkerhed og erstatter ikke en faglig vurdering.

IFRA: reference, som bruges til at vurdere anvendelsesgrænser for duftolier og æteriske olier efter kategori. Særligt vigtig i parfumerede produkter.

Kosmetiske allergener: stoffer, som under bestemte betingelser skal deklareres efter gældende regler. At en æterisk olie indeholder deklarationspligtige allergener, betyder ikke, at den er uren.